Metodekogebogen som genre

Mie Femø Nielsen og Svend Skriver (red.): Metodekogebogen – 130 analysemetoder fra humaniora og samfundsvidenskab. København: Upress. 2019. Link.

Den foreliggende bog formelig indbyder til en genreanalyse, fordi den simpelthen bærer en genre som sin titel. Og ikke en hvilken som helst genre, men det, min gode kollega Jacob Ølgaard Nyboe ville kalde en ”genresignatur", altså en unik genreangivelse, der på den ene eller den anden måde vrider eksisterende genremærkater af led for at angive en ny og original vinkel, som værket ønsker at opfattes ud fra. 

Bogen er en ”metodekogebog”. Det vil sige, at den fører to kendte genreangivelser sammen, ”kogebog” og ”metodebog”, idet den forudsætter, at læseren er i stand til at forbinde noget med begge de to genrer og også er i stand til at forestille sig et møde mellem dem, der skaber en ny helhed, som henter elementer fra dem begge.

                  Men det er svært at overse, at denne tredje slags bog alligevel er betydeligt meget mere en metodebog end en kogebog. Der er et hierarki imellem de to genrer. Den er mere det andet end det ene. Det kan man gå helt biblioteksmæssigt til. Når man skal sætte den ind i sin reol, sætter man den sammen med sine metodebøger, ikke sammen med sine kogebøger. Replikvekslingen ”Hvad skal vi have til middag i aften, skat” – ”Det ved jeg ikke lige, jeg finder et eller andet i metodekogebogen”, virker simpelthen ikke helt efter hensigten.

                  Man kunne også sige det på en anden måde: Genreforskningen af i dag analyserer i meget høj grad genrer efter brug eller social funktion. Denne bog har sin funktion som metodebog. Det spejler sig da også klart, når man ser både dens eksplicitte målgruppe, universitetsstuderende og studerende fra professionshøjskoler, og dens indledning. Man skal altså rigtig langt ind i den indledning, før noget der bare ligner en kogebog dukker op.

                  Betyder det så at titlen – og den medfølgende genreangivelse er en billigt salgstrick eller i værste fald et bedrag. Slet ikke. Faktisk forudsætter bogen, at læseren er i stand til at gennemskue nøjagtig dette. Man skal kunne se at dette er en metodebog, der i et vist omfang leger, at den er en kogebog. Det giver sig udslag både formelt og i bogens formodede funktion. Formelt set betyder det, at vi forfattere har skullet klemme os ind i nogle meget stramme rammer. Vi har skullet angive ingredienser for vores bidrag, og vi har Gudhjælpemig også skullet angive – eller for nogles vedkommende: opfinde – en fremgangsmåde, så man kan fået en fuld opskrift ud af de enkelte opslag.

                  Det har vi naturligvis skullet, fordi teksten har en bestemt modtagergruppe og en bestemt funktion. Den er en metodekogebog, fordi den skal instruere sin læser i at lave retterne. Læseren skal ikke bare blive klogere på metoderne, men lære at bruge dem selv. Derfor spændetrøjen til os arme forfattere en mulighed for læseren. Læseren skal kunne lave retten; Meningen er, at man efter endt læsning af et opslag mest muligt skal kunne gennemføre den analysemetode, der er beskrevet i oplægget.

                  Kan man så det, kunne man spørge. Kan opskrifterne laves? Det må vist være helt afhængigt af læserforudsætninger og af den individuelle opskrifts sværhedsgrad. Efter at have lavet et par opslag i emner, jeg ikke mente at vide noget som helst om, så kan jeg rapportere, at jeg gerne serverer en ”Digital kildekritik”, med forbehold godt vil forsøge at opkoge en ”SWOT”, men til gengæld slet ikke tør servere en ”Stakeholderanlyse”. Den steak bliver branket.

Til gengæld er jeg ret ubekymret over for, om nogle af retterne er for svære at lave, for opslagene i sig selv er ikke for svære at læse. Jeg tror, jeg faktisk lærte mest af at læse om stakeholderanalysen, også selvom jeg ikke kan lave sådan en ting. Og én fordel mere ved kogebogstilgangen: Den er utrolig praktisk, så jeg gætter på, at hvis man bruger disse artikler som en indgangsvinkel til at læse om en metode, så har man fra begyndelsen en dejlig anvendelsesorienteret tilgang i sin læsning. Det at læse metode kan hurtigt blive uhyre langhåret og komme langt væk fra noget, man faktisk kan bruge. At begynde sin læsning med en opskrift, kan hjælpe en til at holde fokus på, at den metode man læser om, faktisk skal bruges.

Redaktørerne har bedt om forslag til senere udgaver, så allerede nu: to forslag, baseret på, at vi har at gøre med en slags kogebog. Jeg ville godt kende lidt mere til de færdigheder, man under alle omstændigheder skal bruge til at lave retterne, og jeg ville også gerne have lidt råvarekundskab. Eller sagt på en anden måde. Det ville være fantastisk med en indledende gennemgang af i hvert fald nogle grundtræk i god videnskabelig praksis, så de værste uredelighed- og plagiatproblemer kunne aflæres fra start. Og, råvareingredienser, det ville være utrolig gavnligt og oplysende at få et indledende opslag om ”data”. Dette her, man gør til sine ingredienser eller gør til genstand for sin metodiske kogekunst, hvad er det overhovedet for en størrelse.

Men alt dette her er jo bare glubsk sult i mødet med en bog, der allerede er rigtig Karl Stegger-lækker. Så tillykke med det. Tillykke til forfatterne, vi har alle skrevet noget, der vil blive brugt; hurra! Tillykke til redaktørerne og godt skuldret! Og ikke mindst: tillykke til alle de studerende på universiteter og professionshøjskoler, der endelig har fået en metodebog, der er rigtig god at koge efter. Find de åndelige potter og gryder frem og slib de analytiske knive.

Tale holdt ved receptionen for ovenstående værk på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab 30/1-2019. Forfatteren har bidraget til værket med opslaget ”Genreanalyse”