Carolyn Miller, Anne Freadman, some responses, and the joy of theory

 Theory for theory's sake is usually the sole realm of pure blooded nerds within a given research field. Thus, much as I may go on about genre and much as I will insert a discussion of genre into well-nigh everything, I could not come up with sufficient students for a full-on genre theory course if my life depended on it. To make matters worse, there is at present no dedicated journal for genre research, so the field has an uneasy existence publication wise—having to recurrently insert itself into scholarly debates about other topics. It's doable, but it requires a fair bit of intellectual dexterity and all but excludes genre theory. Publication wise, Genre research thus exists mainly in individual articles and in topical anthologies. Many are excellent, but genre theory has a hard life fitting into these formats.

So, it's a rare and treasured moment when you get the chance to dive into genre theory with other researchers. The Canadian Journal for Studies in Discourse and Writing/Rédactologie graciously hosted a section of genre theory in its most recent issue (here), and I was even more graciously invited to participate. The occasion was an article by Anne Freadman (here) containing a response to Carolyn Miller's pioneering study "Genre as Social Action" (1984) (here). 

If you are in the know about genre research, you'll see at once that this is one of the most interesting meetings you could ever establish. Both researchers belong in the category, I once called "Eminent women in genre research" and for good reason. Miller's article is usually seen as at least one of the central starting points for contemporary genre research. In my own article I try to frame her influence like this:

Carolyn Miller’s (1984) “Genre as Social Action,” the primary topic—or target—of Anne Freadman’s brilliant and thought-provoking article, holds a special place in genre research. If I pick up an unknown piece of research on genre, the first thing I do is look for Miller’s article in the bibliography. If it is not there, the text in my hand will probably be of little value to my work for lack of orientation. (161)

 Anne Freadman on her side is a later influence, but it's not unfair to say that the last decade or so has seen a meteoric rise in her reception. If you read contemporary genre research her  seminal concept "Uptake" is everywhere. So, if we see this as battle, it is a Clash of the (Genre) Titans. The exchange is everything you could possibly hope for. Freadman lucid, friendly, unexpected (as you would, paradoxically, expect from her) and completely to the point. Miller on her side (here) is brief, clear, and very good at knowing when to hold and when to fold. 

This is all brilliant. I've known for quite a while that the exchange would come out, and I've been terribly excited to read the whole thing. But the Canadian Journal for Studies in Discourse and Writing/Rédactologie knew what they had and chose to go over and beyond, so they added three more articles—each a commentary on Freadman's original article. The two other commentators, Janet Githrow and Charles Bazerman, are both forces to be recognized  in genre research with a long line of brilliant publications to their name.  I'm not going to say very much about their contributions at this point as I'm only beginning to figure out what their place in the debate is. Suffice it to say that both contributions display the intellectual rigor  and breadth of vision, I've come to expect from the authors.  I will learn a lot from both, once I get my head fully around them (Gilthrow here, and Bazerman here as well as mine here). It is worth noting that we were only given Freadman's article, not Miller's response, and I think that was a prudent move because it took away the urge to adjudicate between the two.

Be that as it may. The whole section now reads not "just" like an exchange between two brilliant researchers, but as an exploration of the foundation and scope of genre research. There is food for thought for many a year ahead. I cannot congratulate  the Canadian Journal for Studies in Discourse and Writing/Rédactologie enough for this section. 

Metodekogebogen som genre

Mie Femø Nielsen og Svend Skriver (red.): Metodekogebogen – 130 analysemetoder fra humaniora og samfundsvidenskab. København: Upress. 2019. Link.

Den foreliggende bog formelig indbyder til en genreanalyse, fordi den simpelthen bærer en genre som sin titel. Og ikke en hvilken som helst genre, men det, min gode kollega Jacob Ølgaard Nyboe ville kalde en ”genresignatur", altså en unik genreangivelse, der på den ene eller den anden måde vrider eksisterende genremærkater af led for at angive en ny og original vinkel, som værket ønsker at opfattes ud fra. 

Bogen er en ”metodekogebog”. Det vil sige, at den fører to kendte genreangivelser sammen, ”kogebog” og ”metodebog”, idet den forudsætter, at læseren er i stand til at forbinde noget med begge de to genrer og også er i stand til at forestille sig et møde mellem dem, der skaber en ny helhed, som henter elementer fra dem begge.

                  Men det er svært at overse, at denne tredje slags bog alligevel er betydeligt meget mere en metodebog end en kogebog. Der er et hierarki imellem de to genrer. Den er mere det andet end det ene. Det kan man gå helt biblioteksmæssigt til. Når man skal sætte den ind i sin reol, sætter man den sammen med sine metodebøger, ikke sammen med sine kogebøger. Replikvekslingen ”Hvad skal vi have til middag i aften, skat” – ”Det ved jeg ikke lige, jeg finder et eller andet i metodekogebogen”, virker simpelthen ikke helt efter hensigten.

                  Man kunne også sige det på en anden måde: Genreforskningen af i dag analyserer i meget høj grad genrer efter brug eller social funktion. Denne bog har sin funktion som metodebog. Det spejler sig da også klart, når man ser både dens eksplicitte målgruppe, universitetsstuderende og studerende fra professionshøjskoler, og dens indledning. Man skal altså rigtig langt ind i den indledning, før noget der bare ligner en kogebog dukker op.

                  Betyder det så at titlen – og den medfølgende genreangivelse er en billigt salgstrick eller i værste fald et bedrag. Slet ikke. Faktisk forudsætter bogen, at læseren er i stand til at gennemskue nøjagtig dette. Man skal kunne se at dette er en metodebog, der i et vist omfang leger, at den er en kogebog. Det giver sig udslag både formelt og i bogens formodede funktion. Formelt set betyder det, at vi forfattere har skullet klemme os ind i nogle meget stramme rammer. Vi har skullet angive ingredienser for vores bidrag, og vi har Gudhjælpemig også skullet angive – eller for nogles vedkommende: opfinde – en fremgangsmåde, så man kan fået en fuld opskrift ud af de enkelte opslag.

                  Det har vi naturligvis skullet, fordi teksten har en bestemt modtagergruppe og en bestemt funktion. Den er en metodekogebog, fordi den skal instruere sin læser i at lave retterne. Læseren skal ikke bare blive klogere på metoderne, men lære at bruge dem selv. Derfor spændetrøjen til os arme forfattere en mulighed for læseren. Læseren skal kunne lave retten; Meningen er, at man efter endt læsning af et opslag mest muligt skal kunne gennemføre den analysemetode, der er beskrevet i oplægget.

                  Kan man så det, kunne man spørge. Kan opskrifterne laves? Det må vist være helt afhængigt af læserforudsætninger og af den individuelle opskrifts sværhedsgrad. Efter at have lavet et par opslag i emner, jeg ikke mente at vide noget som helst om, så kan jeg rapportere, at jeg gerne serverer en ”Digital kildekritik”, med forbehold godt vil forsøge at opkoge en ”SWOT”, men til gengæld slet ikke tør servere en ”Stakeholderanlyse”. Den steak bliver branket.

Til gengæld er jeg ret ubekymret over for, om nogle af retterne er for svære at lave, for opslagene i sig selv er ikke for svære at læse. Jeg tror, jeg faktisk lærte mest af at læse om stakeholderanalysen, også selvom jeg ikke kan lave sådan en ting. Og én fordel mere ved kogebogstilgangen: Den er utrolig praktisk, så jeg gætter på, at hvis man bruger disse artikler som en indgangsvinkel til at læse om en metode, så har man fra begyndelsen en dejlig anvendelsesorienteret tilgang i sin læsning. Det at læse metode kan hurtigt blive uhyre langhåret og komme langt væk fra noget, man faktisk kan bruge. At begynde sin læsning med en opskrift, kan hjælpe en til at holde fokus på, at den metode man læser om, faktisk skal bruges.

Redaktørerne har bedt om forslag til senere udgaver, så allerede nu: to forslag, baseret på, at vi har at gøre med en slags kogebog. Jeg ville godt kende lidt mere til de færdigheder, man under alle omstændigheder skal bruge til at lave retterne, og jeg ville også gerne have lidt råvarekundskab. Eller sagt på en anden måde. Det ville være fantastisk med en indledende gennemgang af i hvert fald nogle grundtræk i god videnskabelig praksis, så de værste uredelighed- og plagiatproblemer kunne aflæres fra start. Og, råvareingredienser, det ville være utrolig gavnligt og oplysende at få et indledende opslag om ”data”. Dette her, man gør til sine ingredienser eller gør til genstand for sin metodiske kogekunst, hvad er det overhovedet for en størrelse.

Men alt dette her er jo bare glubsk sult i mødet med en bog, der allerede er rigtig Karl Stegger-lækker. Så tillykke med det. Tillykke til forfatterne, vi har alle skrevet noget, der vil blive brugt; hurra! Tillykke til redaktørerne og godt skuldret! Og ikke mindst: tillykke til alle de studerende på universiteter og professionshøjskoler, der endelig har fået en metodebog, der er rigtig god at koge efter. Find de åndelige potter og gryder frem og slib de analytiske knive.

Tale holdt ved receptionen for ovenstående værk på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab 30/1-2019. Forfatteren har bidraget til værket med opslaget ”Genreanalyse”