Mie Femø Nielsen og Svend Skriver (red.): Metodekogebogen – 130 analysemetoder fra
humaniora og samfundsvidenskab. København: Upress. 2019. Link.
Den foreliggende
bog formelig indbyder til en genreanalyse, fordi den simpelthen bærer en genre
som sin titel. Og ikke en hvilken som helst genre, men det, min gode kollega
Jacob Ølgaard Nyboe ville kalde en ”genresignatur", altså en unik
genreangivelse, der på den ene eller den anden måde vrider eksisterende
genremærkater af led for at angive en ny og original vinkel, som værket ønsker
at opfattes ud fra.
Bogen er en
”metodekogebog”. Det vil sige, at den fører to kendte genreangivelser sammen,
”kogebog” og ”metodebog”, idet den forudsætter, at læseren er i stand til at
forbinde noget med begge de to genrer og også er i stand til at forestille sig
et møde mellem dem, der skaber en ny helhed, som henter elementer fra dem
begge.
Men det er svært at overse, at
denne tredje slags bog alligevel er betydeligt meget mere en metodebog end en
kogebog. Der er et hierarki imellem de to genrer. Den er mere det andet end det
ene. Det kan man gå helt biblioteksmæssigt til. Når man skal sætte den ind i sin
reol, sætter man den sammen med sine metodebøger, ikke sammen med sine
kogebøger. Replikvekslingen ”Hvad skal vi have til middag i aften, skat” – ”Det
ved jeg ikke lige, jeg finder et eller andet i metodekogebogen”, virker
simpelthen ikke helt efter hensigten.
Man kunne også sige det på en
anden måde: Genreforskningen af i dag analyserer i meget høj grad genrer efter
brug eller social funktion. Denne bog har sin funktion som metodebog. Det
spejler sig da også klart, når man ser både dens eksplicitte målgruppe,
universitetsstuderende og studerende fra professionshøjskoler, og dens
indledning. Man skal altså rigtig langt ind i den indledning, før noget der
bare ligner en kogebog dukker op.
Betyder det så at titlen – og
den medfølgende genreangivelse er en billigt salgstrick eller i værste fald et
bedrag. Slet ikke. Faktisk forudsætter bogen, at læseren er i stand til at
gennemskue nøjagtig dette. Man skal kunne se at dette er en metodebog, der i et
vist omfang leger, at den er en kogebog. Det giver sig udslag både formelt og i
bogens formodede funktion. Formelt set betyder det, at vi forfattere har
skullet klemme os ind i nogle meget stramme rammer. Vi har skullet angive
ingredienser for vores bidrag, og vi har Gudhjælpemig også skullet angive – eller
for nogles vedkommende: opfinde – en fremgangsmåde, så man kan fået en fuld
opskrift ud af de enkelte opslag.
Det har vi naturligvis
skullet, fordi teksten har en bestemt modtagergruppe og en bestemt funktion.
Den er en metodekogebog, fordi den
skal instruere sin læser i at lave retterne. Læseren skal ikke bare blive klogere på
metoderne, men lære at bruge dem selv. Derfor spændetrøjen til os arme
forfattere en mulighed for læseren. Læseren skal kunne lave retten; Meningen
er, at man efter endt læsning af et opslag mest muligt skal kunne gennemføre
den analysemetode, der er beskrevet i oplægget.
Kan man så det, kunne man
spørge. Kan opskrifterne laves? Det må vist være helt afhængigt af
læserforudsætninger og af den individuelle opskrifts sværhedsgrad. Efter at
have lavet et par opslag i emner, jeg ikke mente at vide noget som helst om, så
kan jeg rapportere, at jeg gerne serverer en ”Digital kildekritik”, med
forbehold godt vil forsøge at opkoge en ”SWOT”, men til gengæld slet ikke tør
servere en ”Stakeholderanlyse”. Den steak bliver branket.
Til gengæld er jeg ret ubekymret over for, om nogle af retterne er
for svære at lave, for opslagene i sig selv er ikke for svære at læse. Jeg
tror, jeg faktisk lærte mest af at læse om stakeholderanalysen, også selvom jeg
ikke kan lave sådan en ting. Og én fordel mere ved kogebogstilgangen: Den er
utrolig praktisk, så jeg gætter på, at hvis man bruger disse artikler som en
indgangsvinkel til at læse om en metode, så har man fra begyndelsen en dejlig
anvendelsesorienteret tilgang i sin læsning. Det at læse metode kan hurtigt
blive uhyre langhåret og komme langt væk fra noget, man faktisk kan bruge. At
begynde sin læsning med en opskrift, kan hjælpe en til at holde fokus på, at
den metode man læser om, faktisk skal bruges.
Redaktørerne har
bedt om forslag til senere udgaver, så allerede nu: to forslag, baseret på, at
vi har at gøre med en slags kogebog. Jeg ville godt kende lidt mere til de
færdigheder, man under alle omstændigheder skal bruge til at lave retterne, og
jeg ville også gerne have lidt råvarekundskab. Eller sagt på en anden måde. Det
ville være fantastisk med en indledende gennemgang af i hvert fald nogle
grundtræk i god videnskabelig praksis, så de værste uredelighed- og
plagiatproblemer kunne aflæres fra start. Og, råvareingredienser, det ville
være utrolig gavnligt og oplysende at få et indledende opslag om ”data”. Dette
her, man gør til sine ingredienser eller gør til genstand for sin metodiske
kogekunst, hvad er det overhovedet for en størrelse.
Men alt dette her
er jo bare glubsk sult i mødet med en bog, der allerede er rigtig Karl Stegger-lækker. Så tillykke med det. Tillykke til forfatterne, vi har alle skrevet
noget, der vil blive brugt; hurra! Tillykke til redaktørerne og godt skuldret!
Og ikke mindst: tillykke til alle de studerende på universiteter og
professionshøjskoler, der endelig har fået en metodebog, der er rigtig god at
koge efter. Find de åndelige potter og gryder frem og slib de analytiske knive.
Tale holdt ved receptionen for ovenstående værk på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab 30/1-2019.
